Nordjyllandsområde
Beskrivelse af område




Stranden

Rødhus Strand er meget bred, og med en fin sandstrand. Stranden er så bred og fast, at man sædvanligvis kan køre med bilen på denne, og man kan derfor altid finde et område næsten for sig selv, idet publikum på denne måde spreder sig væk fra indkørselsstedet til stranden.
Der er hastighedsbegrænsning på stranden, man må ikke køre i klitterne, og man skal tage hensyn til de andre badegæster, idet bilerne kommer "i anden række". Følg instruktionen på skiltet ved nedkørslen.




Afstand til havet

Sommerhuset er beliggende i den gamle centrale del af Rødhus lidt væk fra vejen. Afstanden til havet er kun en 5 minutters gåtur, og der er således normalt ikke brug for bilen for at komme til stranden.
Foran huset på stueside, og på den anden side af en lille bæk, der ligger det åbne land, og klitterne ligger indenfor synsfeltet. Dette åbne land, der bliver dyrket med afgrøde som det sidste ud mod havet, eller som for tiden henligger som brakmark, er fredet og ligger som et dejligt rekreativt område til brug for gåture til klitter og havet.




Rødhus området

I området omkring Rødhus findes flere landbrug, og det er muligt at leje heste og få undervisning i ridning. Mellem Rødhus og Hune/Blokhus findes en stor campingplads, Blokhus Klit Camping, med bl.a. købmand. Syd for huset findes Rødhus Feriecenter og Rødhus Klit Camping, hvor der er cafeteria, indkøbsmuligheder og et badeland.  
Også mellem Rødhus og Hune/Blokhus findes en golfbane, Blokhus Klit Golf Center, fuldt ud-styret med træningsfacilliteter og med 18 huller/par70 samt en 9 hul Pitch og putt bane.
Få kilometer nord for Blokhus ligger Fårup Sommerland, der er særdeles populært blandt børnefamilier.




Indkøbsmuligheder

Indkøb foretages hos den nærliggende campingplads købmandsbutik, eller i Blokhus hvor købmanden har åbent fra om morgenen kl 7 til kl 22 om aftenen alle ugens dage.
Nærmeste større byer er Kås, Pandrup eller Åbybro, hvor der i sidstnævnte by er mulighed for at indkøbe direkte på mejeriet. Der er kun 20 til 30 min kørsel til Aalborg, der er Danmarks 4'de største by med ca 200.000 indbyggere.




Nordjyllandsområdet

Nordjylland er et attraktivt område i Danmark, og det kan anbefales at køre en dagtur nordpå til kystbyerne på vestkysten. Lønstrup kan anbefales at besøge,- det er en gammel typisk fisker sommerbeboelse, og Vesterhavet viser her under storm sin absolutte styrke.
Man kan også besøge Hirtshals, der er en moderne fiskeriby, og der er her færgeforbindelse til Norge. Her ligger også Nordsøcentret der viser havenes rigdom af fisk.
Som en heldagstur kan det anbefales at køre helt til Jyllands nordspids og besøge Skagen, der er en provinsby, hvor det typiske sommerliv har trivedes op gennem mange generationer. Her kan man køre helt ud på "Grenen", der er det yderste punkt, hvor de to have, Vesterhavet og Kattegat, mødes, og man kan ofte se en bølgelinie ud i havet, hvor de løber ind mod hinanden.
 
Yderligere oplysninger om området kan man få i Blokhus på turistkontoret.




Advarsel

Klitområder er særdeles brandfarlige, og det er absolut forbudt at tænde åben ild ved sommerhuset, i klitter eller ved skovstrækninger, ligesom man ikke må bortkaste cigaretskod eller lignende fra bilen.
Vesterhavet er ligeledes et farligt havområde, og man skal være forsigtig med badning. Gå aldrig alene ud at bade, og bad ikke i blæsevejr. Lad ikke børn bade alene, og uden følgeskab/ledsagelse af voksne.
Pas i særdeleshed på ved fralandsvind og efter storm, hvor der kan være en kraftig understrøm, der kan lave huller i havbunden tæt inde på land,- såkaldte “hestehuller”.
Sejl ikke i småbåde eller gummibåde,- og sejl aldrig i fralandsvind. Vindsurfere skal være særdeles øvede for at sejle på Vesterhavets kraftige bølger.
Er det første gang man besøger Vesterhavet skal man vide, at det er meget anderledes end indsøer, og selv større indsøer som Silkeborgsøerne eller f.eks. Bodensøen eller andre “havsøer” bliver aldrig så farefuld som Vesterhavet.

Rødhus med adgangsvej direkte til stranden.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.02 | 18:28

Hvor er det en dejlig side, nu er vi tre, der kan li`den!

...
04.09 | 21:28
Kontakt har modtaget 3
13.04 | 23:05
Beskrivelse af huset har modtaget 5
05.06 | 10:38
Forside har modtaget 12
Du kan lide denne side